Squash/quinoadeller

Her er et bud på en god vegetarisk frikadelle. God både til aftensmad fx med en mættende salat med nødder eller kolde som mellemmåltidshapser eller frokost. 


Start med at koge 50 g rød quinoa som anvist på pakken. 

Bland imens 1 lille revet squash (klem gerne noget af saften ud når du har revet den), 1 revet løg, 1 revet hvidløg, 1 spsk creme fraiche, 1 1/2 dl havregryn, en god håndfuld frisk revet parmesanost, 1/4 tsk tørret rosmarin, 1/4 tsk tørret timian, 1 æg, 1 1/2 tsk salt, peber og de kogte let afkølet quinoa. 

Bland det hele godt sammen og lad gerne blandingen trække lidt. Steg dem som små deller indtil de er sprøde og gyldne. 

Grød

Her er opskriften på en lækker grød fyldt med langsomme kulhydrater, fibre, protein og det gode umættet fedt – og selvfølgelig god smag! Den mætter længe og kan varieres med frugt efter årstid og smag.


Bland 2/3 dl havregryn, 2 dl vand, 1 pasteuriseret æggehvide, 1 tsk chiafrø, 1 tsk hørfrø, 1/2 tsk loppefrøskaller, 1 fintrevet lille gulerod, 5 hindbær, 1/3 tsk vaniljepulver og et nip salt. Kog det i en gryde indtil grøden har en passende konsistens. Server med en klat skyr, hakkede mandler og friske hindbær. 

Lun salat med ristet butternut squash

Denne lune salat kan også laves med andre ovnristet grønsager men min favorit er med den cremede butternut squash. 

 

Skær græskarren i kvarte stykker på langs. Fjern kernerne, men behold endelig skrællen på. Skær tynde skiver og læg dem på en bageplade. Vend skiverne i 1/4 dl æbleeddike (eller anden lys frugteddike), 2 spsk olie, 1 spsk paprika samt salt og cayennepeber efter smag. Rist stykkerne i ovnen ved 175 grader indtil de er let brune i siderne og sprøder op. Det tager cirka en halv time til tre kvarter. 

Imens skylles 1/2 bakke spinatblade og tørres. Så smuldrer jeg en god feta. Mængden af feta er efter egen smag. 

Jeg laver salaten på et stort fad. Når græskarren er færdig i ovnen vendes den med spinat og feta og der drysses dukkah ud over salaten. Man kan også bare bruge ristet hakket nødder, hvis man ikke har dukkah. 

Opskriften er til 4 personer. 

Grønsagspizzabund

En sund og enkel måde at lave en sund bund fuldt med grønsager og nødder til minipizzaer eller fx sandwich. 

 

Blend 1/2 broccoli med stok, 1 gulerod og 1 dl hasselnødder i en foodprocessor indtil det er helt fint hakket. Skær gerne grønsagerne i grove stykker for at foodprocessoren kan klare det.  Bland derefter 2 æg, 1 dl revet parmesanost, 1/2 dl funktionel mandelmel, 1 spsk loppefrøskaller, 1/2 tsk salt og lidt timian. Blandt det hele godt sammen og form 5-6 små flade runde bunde. Brug gerne bagsiden af en ske til at gøre bundene pæne og ensartet. Bag dem 15 minutter ved 175 grader eller indtil kanterne bliver lysebrune. 
Hvis man vil bruge dem til minipizzaer, kommer man nu fyld på. 

 

Til fyldet kan man bruge hvad man har lyst til. Jeg synes det er rigtig lækkert at blande lige dele tomatpesto og tomatpure som tomatsovs i bunden. Derudover kommer jeg chorizopølse, parmaskinke, ost og oregano på minipizzaerne. Så giver jeg dem 5-10 minuttet ekstra i ovnen indtil osten er gylden.  

Chokoladekage

Denne kage er ikke helt inden for stabilt blodsukkerrammen. Men det er dog en lidt sundere kage og hvis man holder sig til et enkelt stykke, går det ikke helt galt. Den er lavet på mandelmel og kokossukker som er meget bedre for blodsukkeret end hvedemel og alm hvid sukker. Og så er den altså virkelig god!

 

Start med at smelte 40 g smør. Imens det køler i gryden, skal der piskes 1 æg med 100 g kokossukker i en skål. Pisk med håndmixer indtil massen er luftig og lysebrun. Tilsæt dernæst  50 g funktionel mandelmel, 1/2 tsk vaniljepulver, 1/3 tsk bagepulver, lidt salt og 2 1/2 spsk god usødet kakaopulver. Bland det forsigtig sammen og tilsæt til sidst det afkølet smeltet smør og 1 dl hakket hasselnødder.
Kom kagen i en lille form med bagepapir og bag den cirka 20 minuttet ved 180 grader. Den skal virker lidt ubagt, men så snart den køler bliver den hårdere. 

Opbevar gerne kagen på køl for at gøre den ekstra lækker. Opskriften er lille og baseret på at et lille stykke kage er ok engang imellem. Så den er beregnet til 4 personer. 

Grøn smoothie

En smoothie med avocado og skyr sikrer et stabilt blodsukker og får smoothien til at mætte meget længere. Så her er et bud på en smagfuld og lækker version med både frugt og grønsager. 


Blend følgende ingredienser til 1 stor smoothie:

1/2 moden avocado 

1 stor håndfuld frisk økospinat

Et par mynteblade ( efter smag)

2 spsk skyr

1/2 banan

1 spsk citronsaft

Et lille stykke ingefær (efter smag)

1 dl god æblejuice 

1 dl vand

Smoothien bliver mest lækker hvis ingredienserne er kolde eller kan vandet erstattes af et par isterninger. 

Spinatwraps

Nem opskrift både til madpakken og en hurtig omgang aftensmad. 

  
Wrappen laves ved at blende store 2 æg med en håndfuld skyllet økologisk spinatblade samt 1 tsk loppefrøskaller og lidt salt. Steg dem som pandekager og voila – lækker wrap til både grønsager og kød. Jeg elsker dem med kål, feta, agurk, ristede mandler og en chilidressing. 

Jeg får to tynde wrap af denne mængde. 

Julecookies

Når man bager disse lækre julecookies dufter hele huset af jul og det er altså en vigtig del af december når skal der julehygges! De er lavet af peanutbutter, mandelmel og kokossukker, som bliver optaget langsomt og man sikrer derfor et stabilt blodsukker. 

 

Du skal starte med at piske 60 gram blødt smør med 2 spsk kokossukker. Dernæst tilsættes revet skal fra 1 øko appelsin, 1 spsk revet frisk ingefær, 1 æg og pisker igen. Så tilsættes resten; 1/2 tsk vaniljepulver, 1/4 tsk kardekomme, 2 spsk cruncy peanutbutter, 1 dl funktionel mandelmel, 1/3 tsk natron og 1/3 tsk bagepulver. Rør det hele godt sammen og sæt 9 cookies med en spiseske på en bageplade. De flyder ikke så meget ud, så flad dem gerne lidt ud med skeen. Bag dem ved 175 grader i 10-15 min.  
Man kan også tilsætte lidt hakket tørret tranebær, lidt kanel, peberkagekrydderi eller andre lækre julsmage. 

Spicy meatballs med cremet knoldsellerimos 

Dejlig efterårsret med masser af varme og smag. Mosen kan også erstattes af squashpasta, så det næsten bliver som i lady og vagabonden. 

  
Tomatsaucen

Start med at ordne grønsagerne som er følgende; 1 løg, 2 fed hvidløg, 1 stængel bladselleri, 1 (lille) porre og en håndfuld frisk spinat. Hak det hele fint og kom i en gryde, på nær spinaten som først skal i til sidst for at bevare farven. Grønsagerne svitses i lidt olie indtil de bliver gennemsigtige. Kom herefter 1 spsk tomatpure, 1 tsk røget paprika, 1/3 tsk cayennepeber og 1/2 tsk rosmarin i gryden. Tilføj dernæst 1 spsk mørk eddike fx sherryeddike, 1 spsk worchestersauce, 1 tsk dadelsirup eller sukrin gold samt en dåse hakkede tomater af god kvalitet ( for der er altså forskel og den smager man i en tomatsauce). Rør rundt og lad det simre i en halv times tid. Hvis den koger for meget ind tilføj lidt vand undervejs. 

Når den har simret færdig, smag den da til med salt og peber og evt krydderier.

Knoldsellerimos

Skræl en stor knoldselleri og skær i mindre stykker. Kog dem møre. Det tager mellem 15-20 minutter efter størrelse. Hæld vandet fra og blend med 1 spsk phillidelphia, en håndfuld revet parmesanost, 1 spsk lys eddike fx æbleeddike samt salt og peber. Mosen holdes varm i gryden med låg indtil resten er færdigt. 

Spicy meatballs

Skræl og riv 1 løg og 2 fed på et fint rivejern ned i en skål. Tilføj 350 g hakket oksefars, 1 æg, 1 spsk rugmel, 1 1/2 tsk salt, lidt peber, 1 tsk røget paprika, 1 spsk mørk eddike, 1/3 tsk cayennepeber, 1/2 tsk rosmarin og en håndfuld revet parmesanost. Rør farsen godt og steg som små runde kødboller på en pande i lidt olie. Når kødbollerne har fået en fin farve hælder du den færdige tomatsauce og det hakkede friske spinat ned i panden til kødbollerne og lad det hele simre i cirka 5 minutter. Husk at skrabe bunden af panden, så al den gode kødsmag kommer med. 

Opskriften er til 4 personer. 

Efterårspostej med bønnefritter og sennepsdressing

Jeg har givet denne ret navnet efterårspostej, da vi kun får den på denne årstid og smagene passer godt til det koldere vejr. 

 

Efterårspostej

Start med at skrælle 1 løg og 1 fed hvidløg, skyl 150 gram brune champignon og hak alle tre dele fint eller kom det i en blender, så tager det ingen tid. Bland de hakkede grønsager med 350 g hakket svinefars, 1 1/2 tsk salt, 1/2 tsk knuste fennikelfrø, 1/2 tsk timian og peber. Rør det hele godt sammen og kom i et ildfastfad. Pres farsen godt sammen i fadet. Ovenpå kommes et halvt hakket æble og 15 hakkede mandler. Bag det ved 200 grader i 20-30 minutter. Tidende varierer efter hvor stort et fad du bruger og hvor tykt et lagt det ligger i – så hold øje med det. 
Bønnefritter

Til helt klassiske bønnefritter spredes en hel pose haricots verts fra frost ud over en bageplade med bagepapir. Tilføj 2 spsk olie og 1 tsk salt og bland så olien dækker alle bønnerne. Bag dem 30-35 minutter ved 200 grader. De går hurtigt fra brun til sort, så hold øje med dem når du kigger til postejen. 

Sennepsdressing

Nem dressing der passer rigtig godt til både gris og kylling. Bland 2 spsk skyr med 1 spsk god mayonnaise, 1 spsk god middel stærk sennep, 1 spsk citronsaft og salt og peber. 

Opskriften er til 4 personer.