Gode mellemmåltider

Et vigtig element i et stabilt blodsukker er mellemmåltiderne! Jeg spiser gerne 1-2 om formiddagen og 2 om eftermiddagen og nogle gange et om aften. Et mellemmåltid kan være mange ting. Jeg har fx altid mandler i min taske, så lige meget hvor jeg er, har jeg en god snack så jeg ikke ryger ud i noget snask.

Derhjemme spiser jeg som mellemmåltid gerne et kogt æg, lidt skyr med mandler, rugknækbrød eller rugklidbrød godt med pålæg og mayo, hjemmelavet ostehapser eller et halvt æble med peanutbutter. Det vigtigste er, at man stadig tænker på de tre elementer protein, fedt og langsomme kulhydrater. Selvom alle mellemmåltider ikke helt opfylder dem, skal der i hvert fald indgå to af dem. Jeg sørger altid for at fedt er en af dem, da jeg synes det mætter mest.

IMG_0782

Enkle trin til en lækker kiss-kost

Her er en lille guide til, hvordan jeg synes det er nemt at leve efter kiss-kosten og dens principper. Som nævnt handler kiss-kost om at spise lige dele af langsomme kulhydrater, protein og fedt til alle måltider. Derfor vil jeg kort forklare, hvad hver af de tre elementer kan bestå af og dertil give eksempler på hvad jeg næsten altid har i mit køkken. Det er en god måde at sikre, at jeg ikke ryger i “køleskabet er tomt fælden”, men i stedet kan lave et hurtigt og lækker måltid.

Langsomme kulhydrater

Kulhydrater er groft sagt grønsager, frugt og alle stivelsesholdige produkter som pasta, brød, ris, kartofler og selvfølgelig sukker. Netop kulhydrater kan have en negativ påvirkning på dit blodsukker og det er derfor man i kiss-kosten kun spiser de langsomt optagelige kulhydrater, da ens blodsukker stiger mere jævnt og derfor også mætter mere.

Eksempler der altid er at finde hos mig er: Fuldkorns RUGbrød (husk at tjekke hvor meget rug der egentlig er i det rugbrød du køber, for det kan snyde), 100% rugknækbrød, perlebyg, rugtortillas og rughelseklidbrød. Derudover har jeg altid et godt udvalg af det frugt og grønt jeg bedst kan lide som fx kål, løg, broccoli, bladselleri, peberfrugt, æbler og blåbær.

Jeg holder mig til gengæld fra tilberedte kartofler, pasta, ris, havregryn, hvedeprodukter, sukker, tørret frugt og begrænser generelt mit frugt indtag.

Protein

Protein er alle former for kød, fisk og æg. Derudover får man også protein fra fx ost, hytteost og skyr. Protein har en høj mæthed og kroppen bruger meget arbejde på at nedbryde protein, hvilket gør at ens forbrænding øges. Jeg  prøver så vidt muligt, at vælge økologisk kød for at sikre at jeg får det bedste produkt, men også på grund af dyrenes velfærd.

Eksempler der næsten altid er at finde hos mig er æg, skyr, hytteost, alm skæreost (max 16%), bacon (både kalkun og almindelig), kyllingekød, fiskekonserves og et godt udvalg af forskelligt kød i fryseren.

Fedt

Fedt deles op i tre forskellige typer: mættet, monoumættet og polyumættet. Det anbefales at spise mest af det monoumættet, da det fedt har flest gavnlige egenskaber og desuden begrænse sit indtag af mættet fedt (det fedt der stammer fra kød, smør, fløde og fede oste). Grunden til at det er godt at spise så meget fedt i denne blodsukkerstabiliserende kost, er at fedt ikke påvirker blodsukkeret særlig meget og samtidig øger det ens mæthed. Derudover er der selvfølgelig også rigtig mange andre gavnlig egenskaber som omega 3 der sænker kolesterol osv. Fedt er bare godt!

Eksempler i mit køkken er god koldpresset olivenolie, nødder og altid mandler, pestoer og mayonnaise lavet på gode olie som koldpresset raps- eller olivenolie, æg, oliven, peanutbutter og avocado.

Smag

Udover disse tre elementer, er der også et fjerde element jeg vil nævne – nemlig smag! Det er ting jeg synes der er godt altid at have på lager, for at peppe madens smag op og varierer ens mad i alle retninger selvom basisingredienser er de samme.

Eksempler er tørre krydderier som røget paprika, karry og spidskommen. Friske urter som karse, purløg, persille og rosmarin. Det er syre i form af gode eddiker og citrusfrugter. Det er ingefær, soja, fishsauce, chili og forskellige pestoer og tapenader.

Så husk at smage din mad til. Et godt måltid består altid af 5 smage: Sødt, surt, salt, bitter og umami.

 
 

At ændre sin mad, er som at ændre sit liv!

Efter mange år med evig hovedpine, træthed, yoyovægt og en stemme indeni der siger at du burde have det bedre, bliver man nød til at gøre noget nyt. For mig har maden været en central del af mit liv så længe jeg kan huske – JEG ELSKER MAD. Jeg elsker at lave det, spise det og snakke om det. Men selvom jeg har en bachelor i ernæring og sundhed og mente at jeg spiste sund, fandt jeg dog alligevel ud af, at det netop var maden der skulle gøre alt dette anderledes. Min fedtforskrækkelse, dansker kulhydratindtagelse og meget søde tand havde givet mit blodsukker kamp til stregen og mit velvære havde tabt den kamp.

Men hvad gør man så? Jeg tog min faglighed og læste mig igennem diverse litteratur og har nu fundet en måde hvor maden giver mig energi, velvære og en meget gladere hverdag! Jeg spiser efter KISS-metoden, som kort går ud på at spise en lige fordeling af det rigtige fedt, protein og langsomme kulhydrat. Nemt og enkelt og gid man havde gjort det altid – kan jeg sige nu. Det har dog været en kæmpe omvæltning for mig at gøre det og så bagefter at holde det. Derfor har jeg med mine egne erfaringer og faglige baggrund besluttet at prøve bloguniverset af og hjælpe andre til en nemmere hverdag med stabilt blodsukker, ved at vise hvordan jeg selv gør.