Søde pandekager med græskar 

Disse pandekager er søde, luftige og har en skøn smag af varme krydderier. Og så er de faktisk også sunde!


Følgende kommes i en skål; 2 æg, 1 lille banan, 1 1/2 dl revet butternut squash, 1/2 tsk vaniljepulver, 1/2 spsk kokosfibermel, 1/2 tsk bagepulver, et nip kardemomme og tørret ingefær (begge efter smag). Blend det hele til det er luftigt og ensartet. Og steg som små pandekager i lidt smør eller kokosolie. 

Der bliver 10 pandekager af denne portion. Tilbehøret på billedet er pære, butternut squash og hindbær, som er kogt møre og blendet til en sød og cremet mos perfekt til disse pandekager. Eller som skyrtopping.

Sunde blåbærvafler

Lækre vafler uden sukker, men godt med protein og så er de super enkle at lave! Lækker som både luksus morgenmad eller dessert!


De lækre vafler bliver lavet ved at blende følgende ingredienser: 1 stort æg, 1/2 banan, 1/2 dl frosne blåbær, 1 spsk loppefrøskaller, 2 spsk valleproteinpulver, 1/2 dl ruggryn, 1/2 tsk vaniljepulver og 1/2 tsk bagepulver. Lad dejen stå et par minutter inden det kommes i vaffeljernet. 

Der bliver til tre vafler af denne portion. På billedet er de serveret med mandelsmør.

Vafler med spinat og ost

Skønne sunde vafler med masser af protein og smag. Både lækker som morgenmad og frokost. Ja faktisk også som hapser til mellemmåltid. Og så tager de ingen tid at lave!

 

Bland 3 kugler optøet frossen spinatkugler sammen med 1 æg, 1 stor spsk hytteost, 1 spsk loppefrøskaller, ca 1/2 dl revet parmasanost, 1/2 tsk bagepulver, lidt chiliflakes efter smag, salt og peber. Lad dejen stå i ca 5 min. Rør igen og steg dem i vaffeljern indtil gyldne. 

Der bliver til to vafler. Hvis man vil have dem sprøde kommer man lidt fedtstof i jernet. Men synes de er lige så lækre uden. 

Boller med masser af godhed 

Disse boller er super nemme at lave, de holder sig friske i flere dage og så er de fyldt med fuldkorn, protein og god fedt. Det vil sige alt det gode for at sikre et stabilt blodsukker og god mæthed!


Starte med at blande 6 dl lunkent vand, 2 dl ruggryn, 2 dl quinoaflakes, 1 dl hampefrø, 1 dl solsikkefrø, 1 dl hørfrø, 1 spsk salt og 1 spsk sukker. Lad blandningen trække en halv times tid i en stor skål på køkkenbordet. Bland herefter  25 g gær, 3 dl rugmel og 4 dl hvedemel indtil massen er ensartet. Dæk nu skålen med et håndklæde og lad det hæve cirka 2 timer. 

Herefter kan du forme 16 boller med en våd ske. Det vil sige ikke nogen fingre i dejen, bare en våd spiseske med dej op på en bageplade. Drys gerne bollerne med gryn eller kerner. Nu kan du enten lade boller hæve tildækket på køkkenbordet et par timer og bage dem cirka 15 minutter ved 200 grader eller stille dem tildækket i køleskabet til hævning natten over. Så tager du bare bollerne ud, når du står op om morgen, og stiller dem lidt lunt en halv times tid og så bager dem 15 min ved 200 grader. Så har du skønne friske boller. 

Tip: smid gerne lidt vand i bunden af ovnen, når du sætter boller ind, for at skabe damp. Det giver bollerne en lækker skorpe. 

Grød

Her er opskriften på en lækker grød fyldt med langsomme kulhydrater, fibre, protein og det gode umættet fedt – og selvfølgelig god smag! Den mætter længe og kan varieres med frugt efter årstid og smag.


Bland 2/3 dl havregryn, 2 dl vand, 1 pasteuriseret æggehvide, 1 tsk chiafrø, 1 tsk hørfrø, 1/2 tsk loppefrøskaller, 1 fintrevet lille gulerod, 5 hindbær, 1/3 tsk vaniljepulver og et nip salt. Kog det i en gryde indtil grøden har en passende konsistens. Server med en klat skyr, hakkede mandler og friske hindbær. 

Greenie

En Greenie er en super lækker og nem måde at få grønsager fra morgenstunden. Og det tager kun få minutter at lave!

Find blenderen frem og kom følgende i; 3 spsk skyr, halv avocado, håndfuld skyllet økospinat, 1 spsk valleproteinpulver, et lille stykke ingefær, halv banan, 1 spsk hørfrø- og kæmpenatlysolie, 2-3 spsk citronsaft og 1 1/2 dl vand. Blend indtil det har en ensartet konsistens. Top med hakket mandler og æbletern.

Lækker morgenmad til en eller mellemmåltid til to.

Go morgen smoothie 


Lækker smoothie med både fedt og protein, så man kan sagtens drikke den som fuld morgenmåltid og stadig starte dagen med stabilt blodsukker.

Blend 150 g skyr, 1/2 moden advocado, 1 1/2 dl vand, 1 dl frosne øko blåbær (eller hindbær), 1 spsk valleproteinpulver, 1/2 tsk vaniljepulver og lidt citronsaft efter smag.

Efter hvor søde blåbærrene er, kan man tilføje lidt sukrin melis, hvis man vil have den mere sød.

Vafler


Dette er min opskrift på sprøde vafler. De er lowcarb med fokus på protein og fibre. De er skønne med nogle syrlige bær til og kan både bruges som morgenmad, snack eller dessert efter hvad man serverer til.

Jeg kommer bare alle ingredienserne i en skål og blender med stavblender indtil massen er ensartet, så de er super nemme at lave!

Jeg brugte 2 æg, 1 dl hytteost 4%, 4 spsk fløde, 1/2 tsk bagepulver, 1/2 tsk natron, revet skal af 1/2 øko citron, 1 spsk sukrin gold (man kan bruge 2 spsk hvis man vil have sine vafler mere søde), 1 tsk vaniljepulver, 2 spsk kokosfibre, 2 spsk mandelmel (den fedtreduceret fra funktionel) og et nip salt.

Når det hele er blendet skal dejen lige hvile et par minutter. Imens kan vaffeljernet blive godt varmt og så er det bare at bage sine vafler til de er lækre og brune. Lige når de kommer ud af vaffeljernet virker de ikke så sprøde, men når de har lagt et minuts tid tørre de op og bliver sprøde. Der bliver 4 dejlige vafler af denne portion.

Kerne/nøddebrød

Dette brød er skønt både til morgenmad med ost, 1 blødkogt æg og frugt men bruger det også til mellemmåltider hvor jeg bare spiser en skive uden noget. Det er super simpelt at lave og mætter godt pga det høje fedtindhold fra nødder og kerner samt protein fra æggene! Denne gang kom jeg tørrede figner i, fordi jeg havde et par stykker. Man kan også undlade dem eller bruge tørrede abrikoser, dadler eller mørk chokolade istedet.


Bland 500 g kerner og nødder (hvis du bruger mere end 100 g nødder skal de hakkes) med 1/2 dl rugmel, 1 tsk salt, 3 hakkede figner, 1/4 dl olie, 1/2 dl vand samt 4 æg. Rør det godt sammen og kom det i en rugbrødsform med bagepapir og bag det ved 150 grader i 50-60 minutter.

Chiagrød med blåbær

Endnu en lækker og meget flot chiagrød som er simpel at lave! 
Bland 1 dl frosne økologiske blåbær, 1/2 dl vand, 1 1/2 dl græsk yoghurt 2%, 1/2 tsk vaniljepulver, 1 tsk loppefrøskaller, 1 spsk valleproteinpulver (fra urtekram), 1 spsk chiafrø og 1 spsk hørfrø- og kæmpenatlysolie. Når det hele er blandet godt sammen stilles det på køl natten over og toppes med et par mandler inden servering. Disse blåbær var dejlig søde, men skulle det ikke hænde kan man tilføje 1 tsk sukrinmelis eller dadelsirup.